Enæggede Tvillinger, Fra begyndelsen

Min blogger-karriere startede først efter, der var kommet 5 små lækkerbidskener ind i mit liv.
Det er ved, at være et år siden jeg begyndte at blogge – i det år har der været meget om mode og lidt om mig og min familie.
Men jeg har da fået fortalt jer lidt om liv før blogger bla. om mine tre graviditeter
HER
HER
og HER

Jeg kunne godt tænke mig at fortælle jer lidt om tiden lige efter børnene blev født.
Hvordan de havde det og hvordan det ændrede dynamikken i familien og hvordan jeg havde det i de perioder, hvor vi har haft helt små børn.
Det er her der har været de største forandringer og udfordringer.
Måske er der nogen af jer, der har haft lignende oplevelser?
Det her indlæg handler om tiden efter mine ældste  tvillinger blev født.
Vi var indlagt i tre uger.

To mennesker af et æg

Om at være

Jeg synes bare, at det er helt utroligt at det kan lade sig gøre!

Mine to drenge har engang bare været én.

Altså, det er nok kun omkring 7-9 dage efter befrugtelsen, at de var én, men alligevel!

Da jeg fandt ud af at vi ventede enæggede tvillinger, kunne jeg slet ikke stoppe med at søge og lede efter viden.

Jeg søgte på biblioteket og på nettet…

Men der er (ihvertfald den gang), faktisk overraskende lidt litteratur om emnet.

I graviditets bøger, er der som regel lige en side eller to om emnet tvillinger. Men det var slet ikke nok til at stille min tørst efter viden.

Heldigvis var der jo bogen ‘Tvillinger‘, den fik jeg hurtigt fat i og har læst i mange gange siden.

Jeg har siden læst mange artikler og set mange dokumentare om tvillinger. Der er heldigvis begyndt, at være flere og flere steder man kan finde information.

Jeg troede jo man kunne læse sig til det hele og forberede hvordan det skulle gå.

Men for tvillingemødre, som for så mange andre mødre, kan man ikke vide hvilken omvæltning det er, at få et barn eller to.

Mine enæggede tvillinger blev født for tidligt.

6½ uge for tidligt, i uge 33+4.

 De første tre uger var vi indlagt.

Selvom vi efterhånden havde tilbragt meget tid på hospitalet, pga. af alle undersøgelserne, scanningerne og aflastning pga. for tidlige veer,

så er det bare noget helt andet pludselig, at have børn på hospitalet.

Mine to drenge klarede sig fint, bedre end mange enkeltfødte der er født i uge 33, men der var alligevel komplikationer og følgevirkninger af den for tidlige fødsel.

Før de var født, kunne jeg ikke rigtig forstille mig hvordan det ville være at have dem indlagt.

Nu stod jeg dér, midt i morrollen og skulle forholde til det – men når mine nye babyer lå på en helt anden stue end mig, hvordan er det så lige, at det skal gå op for én at man er mor!?
Jeg elskede dem uendelig højt, fra første sekund jeg så dem, men jeg turde næsten ikke tro på det. Nu de lå jo dér, med slanger, sonder og uden at jeg måtte tage dem op eller give dem mad.

Fordi jeg havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke gå særlig langt, så hvis jeg ville op og se mine børn, skulle jeg først have fat i en portør.

-Sær følelse, at skulle have en til at køre sig hen til de børn, der lige har været i ens mave.

Det gav mig en lille gemt følelse af, at det ikke rigtigt var mine børn.

Som mor ved man jo bedst for sine børn, men det gjorde jeg ikke her – her var det lægerne og sygeplejerskerne, der skulle fortælle mig om jeg måttet tage mine børn op eller ej.

Det var dem der vidste om de skulle have mad, ikke af mig, men med sonde. Det var ikke mig der vidste om de havde det for varmt eller koldt, eller om deres blodsukker var højt eller lavt.

At være indlagt med babyer er virkelig en boble. Så kom der venner og familie på besøg, trådte ind i boblen og ud igen.

Men de små baby’er der lå i varmekassen, blev ligeså langsomt mine…

De var små, men de var mine.
Han tog på og blev større og større på min mælk.

Men min anden søn, ham der var kommet af samme æg som sin bror, var på madpause.

Hans tarme var stadig i fosterstadie og kunne ikke fordøje maden.

Sukkervand måtte han leve af, indtil han langsomt gik op 2 ml mælk i timen…

Endelig nåede han 30 ml og kunne nu begynde, at få et ordenligt måltid mælk igen hver 3. time.

En lille fighter var han. Og det er han stadig, han giver ikke op.

Snart kunne han drikke mælk hos mig som sin bror.

Nu kunne de vokse sig store sammen –

hos mig og ikke hos alle lægerne og sygeplejerskerne.

Men Sammen med mig.

Endelig fik jeg en stue, hvor de kunne være hos mig hele tiden, så var det bare at vente på, at de tog godt på af min mælk.

Jeg kan huske jeg sad med hjertet i halsen da de vejede min lille søn, der var kommet sidst på min mælk.

Hvis han havde taget på, kunne vi komme hjem!

Jeg ønskede at komme hjem så inderligt – at mine børn kunne blive mine.

35 gram havde han taget på, det var lige nok til en åben indlæggelse.

Farvel sygehus, vi kommer ikke tilbage.

De gjorde det godt lægerne og sygeplejerskerne…

Dygtige og søde.

Men såret, der var kommet i mig og mine børn, af

 at være blevet adskilt fra hinanden kunne de ikke læge.

Det kan kun læges at tiden brugt mellem mor og børn.

At være indlagt med mine nyfødte, var virkelig en følsom periode for mig. Der var bare Så mange følelser at forholde sig til og kategorisere.
Og selvom jeg bare ikke er vild med at være overladt til følelser, så lærte jeg så meget af den periode.
Min mand og jeg lærte at kæmpe igennem de hårde tider og altid have hinandens ryg, ligemeget hvad og ligemeget overfor hvem.
Det var os to sammen, med vores to små.
Venner og familie kom og hjalp og så til og nød de to små,
men det blev så tydeligt for os at, det det var vores liv og vores ansvar og det er os der skal gøre det godt og lykkeligt, vores kamp og vores ‘arbejde’.
-Det vi lærte dengang, har vi stadig med os…
Vi skal gøre hinanden og vores børn stærke og lykkelige.
🙂

 

Følg Fashinmom på Facebook HER