(Hjemme)Mor på Slap Line

En stresset mor har aldrig været godt for noget… Og heller ikke når jeg er på vej ud af døren med de 3 yngste for, at nå bussen til biblioteket for, at se dukketeater. Jeg ved godt vi er for sent på den, så vi småløber afsted og jeg tænker ‘Det går lige med denne højde hæle, det er jo ikke så langt’. Da vi endelig når til bussen husker jeg, at jeg har brugt det sidste klip og vi løber op til kiosken, hvor jeg opdager, at min pung ligger i en anden taske… Derhjemme!

Jeg bliver næsten panisk, hvorfor sker det her for mig, hvor ‘Nynne-agtig’ kan jeg lige være!? Der er ikke andet, at gøre end, at løbe hjemad. Klapvognen synes efterhånden tung og hæle synes højere, så lidt 50 meter hjemmefra, lader jeg ungerne vente og løber selv hjem og henter pungen, taber nøglerne og bakser med, at låse døren. Løber tilbage, mødes med jubelråb af ungerne og går i raskt tempo afsted mod bussen igen.

Jeg overvejer seriøst, at droppe klippekortet og køre sort, men min moder-samvittighed, kan ikke forlige sig med tanken og mine ben må bøde for ønsket om, at være det gode eksempel. Jeg løber op og møder en alt for munter kiosk ejer, der sludre løs, mens jeg kampsveder og frygter for, at næste bus også forsvinder mod det snart endeløse mål.

ENDELIG sidder vi bussen og jeg ligner en stegt gris og stirrer blindt på uret, der langsom tikker først 1 minut over, så 2 og 3, imens bussen snegler sig afsted.

Til sidst mødes jeg med en lille smule held, da jeg ser, at en hel institutions-minibus også er kommet for sent, hvor 3 pædagoger kæmper med, at få 12-14 unger med ud af bussen og senere ud af tøjet. Jeg står pænt og venter til de er klar og vi bliver lukket ind i det forjættede teaterland, kun 9 minutter for sent.

Jeg smiler til de andre voksne og overvejer hvor meget tøj jeg kan tage af, uden det bliver uanstændigt, for jeg sveder som Lars Løkke, når han forklarer bilag.

20 minutter efter er det hele slut og mens de stressede pædagoger skal tilbage på arbejde med alle ungerne, smutter vi med jakken under armen, over på biblioteket, hvor vi spiser madpakker, leger og låner bøger.

Når bare det hele slutter sådan, så går det nok, men hold kæft, det var rart, at få benene op, da vi kom hjem og de to små var puttet.