Plussize-oversize-sizezero -eller bare en str der passer!!!

Jeg elsker det der Olsen twins lag på lag oversize look. Jeg kan bare ikke bære det. Har konkluderet, man er nødt til at være udstyret med “pindeform” og ikke “pæreform”.
Man skal være så tynd, at andre umiddelbart IKKE tænker “Hvad i al verden prøver hun at skjule under alle de lag der!” Tøjet skal hænge på dig på den der graciøse henslængte jeg-tog-bare-hvad-der-lige-lå-øverst-i-skabet-måde.  

De fleste kvinder forsøger at mestre kunsten i at klæde sig bedst muligt efter egen kropstype. Og så er der dem, der konstant ville ønske sig en anden kropstype og i stedet for at lade sig inspirere af stilikoner/spændende mennesker, der minder om dem selv, konstant går og sukker depressivt efter deres diamentrale modsætninger.  
Det ligger til mennesket, at vi ofte ønsker det, vi ikke har, men derfra og så til at synes, at det vi selv er/har er forkert, er at nedværdige os selv. Og livet bliver ufatteligt tungt, hvis vi konstant skal beskæftige os med om vi eller folk omkring os er smukke nok.
Jeg synes, det er en befrielse, at skønhed er en individuel smagssag. Alle har en mening om, hvad der er smukt og ikke er, og gang på gang bliver vi forbavset over hinandens opfattelse, især hvis det viger langt fra vores egen.

Jeg bryder mig ikke om, når andre kvinder generaliserer på mine vegne; at de bestemmer sig for, at nu er vi da i samme “klub”.
Kender I typen i en gruppe af kvinder, der altid taler, som om vi andre kan nikke genkendende i takt med hver eneste irriterende ting, hun siger? At “det er vildt træls og et nederlag ikke at kunne nå sin idealvægt 5 måneder efter en fødsel”   
“At VI som mødre har slatne bryster og bløde utrimmet lår” “At nabomoren eller kollegaen altid ser meget bedre ud end VI gør”. “At VI bare ikke er gode nok til at realisere vores mål”. “At VI  spiser alt for meget slik og træner for lidt”

Tal for dig selv!!

For det første: “Jeg ER med i den klub”, du skal bare ikke konkludere det på mine vegne og indirekte fortælle mig, at jeg er en slatten, røvsyg, doven mor – det klarer jeg fint selv 😉

For det andet synes jeg, det er vildt ærgerligt, når kvinder ser sig selv som en “halv version af deres perfekte jeg”. Altså ikke helt dem selv, så længe de mangler de sidste 5 kg eller ikke har været til frisøren i et år. Det er helt okay, at man gerne vil tabe sig, men det er rimelig ærgerligt, hvis man ikke kan elske sig selv i processen mod sit mål. Det er så vigtigt med selvironi, men ligeså vigtigt med selvrespekt. Og hvornår er vi egentlig den ideelle udgave af os selv?   
Jeg vil i hvert fald meget hellere holde hovedet højt og til tider være en lille smule hallucineret omkring min og andres skønhed 🙂

3 kendte kvinder med skæv skønhed, folk ofte har en mening om.

Heldigvis er jeg ikke 17 år længere og bange for, at alle synes jeg er tyk. Nu er jeg 30 og meget tykkere, men meget mindre selvhøjtidelig… Undtagen omkring menstruation – der er alt galt 😉

going out fredag aften med FashionMom 😉 How I feel:  så snart min menstruation nærmer sig og sukkertrangen peaker 😉 -Mille-