Se mig, Mor! (ikke en pædagog)

Jeg var i springhallen i sidste uge, med de tre yngste. Legestuen havde arrangeret turen, så der var over 70 mennesker til, at hoppe, lege og springe rundt. Det startede med de små var en smule nervøse, de skulle lige se det nye sted an, men snart var det ‘Se mig, Mor!’ fra tre forskellige steder og de løb rundt med hinanden og hver for sig og legede med de andre børn og alle de sjove trampoliner og puder.

Hvor var det rart, at opleve det med dem, på en onsdag formiddag. Mine to store drenge, der har gået i vuggestue og børnehave, har også været i springhallen med institutionen, men ikke med mig. Det ville jeg gerne have oplevet med dem! Som jeg oplever det med de andre. Det er fantastisk, at kunne sige ‘Jeg ser dig, mit barn!’ når han råber ‘Se mig, Mor‘ og at det ikke er en sød pædagog, der siger ‘Du er da dygtig, Emil C.’.

Jeg har nogle gange svært ved, at tænke på alle de ting, jeg er gået glip af, med mine store drenge fordi de gik i institution. Jeg tænkte ikke på det ikke så meget dengang, drengene var næsten altid glade for, at komme afsted og jeg  måtte arbejde for, at min mand kunne studerer, så han engang kunne få et arbejde. Nu tænker jeg, at jeg ikke kender dem lige så godt, som jeg gerne ville have gjort. -Som jeg gør med de tre yngste.

Jeg prøver, at lære mine store drenge, at kende bedre nu, igen, men det er ikke lige så let, de har deres egne ting og sager, at gå op i og mor er ikke altid den bedste i verden mere, nu er der venner, de selv kan tage hen til eller få besøg af og det skal de have lov til. Men jeg har indset, at tiden hvor de er helt små aldrig kommer tilbage, men det er der, det er lettest, at lære dem, at kende og ligge grunden til en solid forståelse af barnet resten af livet.

Så jeg nød tiden i spring hallen, hang lige på hovedet i ringene en enkelt gang og snakkede med alle de andre hjemmemødre og fædre, men også lidt trist, fordi jeg savnede mine store drenge og den tid jeg ikke havde med dem…

Mine store dejlige drenge: