Du kan og Du skal (værdi i, at kunne)

Hvis der er en ting, jeg ikke kan klare, så er det når folk gør sig selv til ofre. Måske er det fordi det ikke skyder så langt forbi målet, men jeg prøver virkelig, at gøre hvad jeg kan og finde værdi i, at kunne.

Selvom det er svært, så er det, for mig, en vigtig ting, at give videre til mine børn. At finde værdien i, at kunne. – At kunne selv. – Uden, at få anerkendelse fra andre (den skal nok komme). Paradoksalt nok tror jeg måden, at opnå det på er, at lade dem gøre mange ting selv, men samtidig anerkende deres arbejde og hjælpe dem, når det bliver for svært. Men jeg er ikke fan af ‘Hvor er det synd for dig, nu skal jeg klare ærterne’. Jeg er fan af, ‘Du har virkelig gjort det godt, skal jeg hjælpe dig med resten?’.

At tro på børnene selv kan klare ærterne, er ikke altid let og oftes er nærmest lettest bare at gøre det selv. Men jeg tror, at selvværd hænger sammen med, at kunne. At finde værdien i sig selv og ikke i hvad andre synes om en. Jeg tror det opnås ved en uendelig kærlighed fra forældrene og troen på, at Gud elsker én endnu højere.

Jeg synes ikke det er synd for de store børn, at de skal lyne deres egne jakker, jeg hjælper gerne hvis det er svært, men ellers er det noget de godt kan selv. Jeg synes heller ikke det er synd hvis en af de små taber et stykke mad fra bordet og de selv skal samle det op. Det er måske ikke noget, nogen af dem gider, men det er noget der er godt for dem, at vide de kan og at det ikke er synd for dem, at de skete for dem. Hvad ville de få ud af en masse ynk og ‘stakkels dig’?

Det kan være hårdt, at kunne selv, men følelsen er langt bedre end folks medlidenhed. Hvis noget er svært for mine børn, siger jeg ofte ‘Jeg tror godt du kan… Prøv! – Ellers vil jeg gerne hjælpe dig’ eller ‘Jeg hjælper dig ved, at fortælle hvad du skal gøre’. Jeg holder mig også rigtig meget til ‘Vi kan øve os’-sætningen. Man kan øve sig på næsten alt og det er langt bedre end, at give op med det samme og sidde og vente på, at folk får medlidenhed med en og spørger hvad der er i vejen. Hvis noget er så svært, at man ikke kan, så må man spørge om hjælp, istedet for, at give andre skylden for ikke, at hjælpe. Hvis ingen vil hjælpe, må man prøve til man kan.

Hvad er jeres holdning? Er det synd for børnene når de ‘skal selv’?