Retro vs. Hello kitty

Elsker little-ducklings fine børnetøj. Designet er lækkert og synes det er et okay retromærke, hvor det kun til dels ligner, man har iført sit barn klædudtøj fra 50’erne 60’erne eller 70’erne for den sags skyld 🙂 Retrobørnedesign-bølgen har taget en aaaaanelse overhånd de seneste år, og som trendy mor er man ik særlig cool og meget undskyldende, hvis man putter sin lille pige i en Hello-Kitty sag, frem for en støvet-rosa-pudder-farvet kjole med de helt rigtige flæser.

Meeeen jeg må da selv indrømme jeg fortrækker min søn ligner en lille gentleman med seler og butterfly, frem for en farvelade af Spidermand og Svampebob. Det er en balancegang, og til hverdag må han se ligeså “rodet” ud han vil. Til fest bestemmer mor her 🙂

Jeg vil helst ha’ han har/får et ubekymret forhold til tøj. Som Cecilie siger til hendes drenge, hvis de ikke er tilfredse med det de får på: “Det er ikke tøjet der er sejt, men jer der gør det sejt”.
Og så er tøj KUN for sjov! Aldrig er det mere vigtigt eller alvorligt, end hvad man gør det til. Et eller andet sted vil jeg jo også bare gerne lære ham taknemmelighed over vi overhovedet HAR tøj… og endda så meget at man skal vælge ud. Personligt bryder jeg mig ikke om at ophøje de dyre mærker, og jeg vil ikke lære ham at dyrt tøj udstråler succes, men samtidigt er den modsatte grøft ligeså grim: “Se mig jeg-bruger-aldrig-penge-på-tøj-og-alle-i-rige-svin-er-forkerte-på-den”

Eller: “mit barn skal kun iklædes jord farver. Det signalere hvem jeg er: En økologisk-overskuds-spelt-mor som aldrig servere andet end selleri stænger og rosiner som snack” 😉
Jeg vil helst ikke min søn skal signalere hvem jeg er, igennem det tøj han har på (men kan det helt undgåes?). Han skal bare være sig selv, og synes Batman og biler på bukserne er seje.

Hvad synes i? Tænker i over jeres børn forhold til tøj, og hvad i signalere med jeres egen tøj stil og forbrug?