Pædagoger vs. Hjemmemor

Min datter på 5 år, går jo stadig i børnehave, hun nyder det og jeg nyder det. Men det er som om, at pædagogerne ikke altid nyder det. De er nogle fantastiske mennesker, jeg overlader trygt mit barn og ved de lytter og passer på hende.
Men… Det er, når det handler om min datter på 5 år, når hun er i Børnehave. Det er ret anderledes, den måde de håndterer det, at jeg går hjemme med de to små og har Musen så meget hjemme.
Jeg kan høre anklagen i deres stemmer, som om jeg fratager mine børn noget. Eller deres kommentarer, når de små hyler og slår, fordi de gerne vil lege på børnehavens legeplads – men vi skal videre – så kommer den: ‘Ja, du skulle have sendt dem i vuggestue’, ‘De er meget nysgerrige, hva?’ osv. Men alle børn på 2 år, bliver jo kede af det, når de skal væk fra en legeplads uden, at lege på den, det er jo ikke et udtryk for, at de gerne vil efterlades af mor og passes af andre.
En dag endte jeg med, at spørge om vi måtte blive og lege lidt sammen med de andre og så søde som pædagogerne også er, sagde de ‘ja’.
Så kunne de lege, vise mig de ting de fandt, sidde hos mig og løbe videre.
De var dog ikke videre interesseret i de andre børn, men mere i alt det legetøj og alle kravle-op-mulighederne.
Jeg tror ikke, at tvillinger på 2 år med 3 andre søskende, savner så meget selskab, eller har brug for, at socialisere sig i vuggestue. De har de vigtige venskaber og legekammerater allerede.

Her, den anden dag tog jeg mig god tid til, at hente Musen og lod de to små lege udenfor, på legepladsen, mens vi gjorde os klar. Straks får jeg kommentaren, om min datter på 2 år der gynger: ‘Hun er da, helt klar til børnehave, hva’!?’. Hvordan er det den kobling sker? Hun kan lide, at gynge her, derfor må hun ønske, at være her hele dagen. Jeg tror vitterlig, at min datter ville blive utrolig ked af det, hvis hun skulle blive i vuggestuen og passes af, de ellers super søde pædagoger. For jeg har intet problem med dem, de gør et stort, godt stykke arbejde og de er virkelig gode til, at passe børn.

-Men det er jeg også! Og jeg er endnu bedre til, at passe mine egne børn. Jeg tror ikke, at der er nogen andre, der kan passe mine børn, bedre end mig. Men i børnhaven giver de nogle muligheder, jeg ikke kan give og derfor, vurderer jeg, at det er det bedste for min datter, at komme derover et par gange om ugen. Jeg sender ikke min datter i børnehave, for den pædagogiske lærer-plan, men fordi jeg ønsker hun opleve, at have venner på sin egen alder, for det har hun ikke herhjemme i familien.

Jeg elsker mit arbejde med, at gå hjemme. Jeg kan se mine børn trives og jeg kender mine børn utrolig godt, for jeg bruger virkelig mange timer med dem hvert døgn. Hvorfor er det så svært for mange andre, at tro på, at selvom jeg og min familie har valgt, at gøre det lidt anderledes, så er det ikke ligeså godt? Tror de at, jeg ikke vil mine børn det bedste? Eller tror de, at jeg faktisk ikke kan gøre det godt nok for mine børn? Og hvor kommer denne tvivl fra? Det er dog helt normalt og naturligt, for en mor, at ønske, at være sammen med sit barn…

Læs om mine overvejelser, om børnehavelivet Her og Her.

Læs om hvorfor jeg passer mine to yngste hjemme Her og Her.