Sygdom og Samvittighed

De to ting hænger uløseligt sammen.

I sidste uge var jeg syg og selvom jeg ved, at det gælder om, at slappe af og komme ovenpå, sniger der sig en lille ond tanke om utilstrækkelighed ind i min underbevidsthed. Først som noget jeg kan slå hen, men pludselig, ligger jeg ikke mere og tager den lur jeg har brug for, men sørger lige for badeværelset er rent og sætter en vask over. Så tænker jeg, nu har jeg gjort noget og prøver, at finde ro, men som om jeg kan og hvis jeg gør, fylder den dårlige samvittighed mig langsomt op. Hvorfor er det så umuligt for en mor, at slappe af, når det roder? Jeg synes ellers jeg er god til det, men når der er sygdom i hjemmet, så føler jeg mig prisgivet til min dårlige samvittighed.

Skal jeg virkelig forvente af mig selv, at hjemmet ser ordentligt ud når, både mor og søn er syge? (Det gør det heller ikke).

Nu har jeg fået det bedre, men jeg hoster stadigvæk og efter en lang (eller alt for kort) nat, med en meget feberhed tumling, der endte inde ved siden af mig i sengen, der græd og var forvirret flere gange i løbet af natten, er det som om jeg  stadig ikke har fået den energi tilbage, der skal til for, at køre en familie optimalt.

Jeg har en mand der er hjælpsom ud over alle grænser, men det giver mig jo bare mere dårlig samvittighed, når han laver mine opgaver, selvom jeg er ham taknemmelig.

Hvorfor er det så svært, at acceptere sin egen utilstrækkelighed og tillade sig, at komme ovenpå?

Når den ene er fuld af spilopper og den anden bare hænger, gør det heller ikke sagen lettere.