Efterår=Sygdom=Ifavn

Vi nåede lige at komme 10 dage ind i efteråret, men så holdt det heller ikke længere. I torsdags måtte vi tage tidligt hjem fra legestue, med en febervarm Minimus, der først lige er blevet feberfri. I går aftes sent, kommer Mumsen så løbende ud i fra sin seng, forvirret, i undertøj og brændende varm… Suk.

Vi prøvede at lægge han ind til sig selv, men han var bange og ked, så han endte på sofaen, til vi selv gik i seng. Da jeg lagde ham i vores seng og lagde mig ved siden af ham, sendte han mig det lykkeligste blik, man kan forstille sig. Tryg og glad lå han der og faldt hurtigt i søvn.

Jeg ville ønske vi have en meget større seng, nu når vi går sygdoms sæsonen i møde. Der er sådan brug for tryghed og nærhed, under sygdom, særlig om natten, men det er svært hvis man ligger med røven ud over sengekanten, fordi der er fyldt med unger i sengen. Det er heller ikke længe de gider blive ved med, at komme ind og putte i Mors og Fars seng. Så jeg ville ønske det ikke skulle være sådan et logistisk problem hver gang der er mere end én der ønsker/ har brug for at komme ind i sengen.

Jeg bliver mere og mere vild med den ifavnske tilgang til barnet og ville ønske jeg var blevet præsenteret for den da jeg ventede mine første tvillinger for 9 år siden. Jeg er nu medlem af gruppen Ifavn på facebook og den giver mig inspiration til hvordan man også kan bruge denne tilgang til større børn. Udover det læste jeg denne spændende blog om en afrikaner og hendes tilgang til baby og barn. Se: Why african babies don’t cry  og Why african toddlers don’t have tantrums

Rigtig god sødag,

Kærligst Cecilie