Igår fyldte mine to yngste 4 år. Det er fantastisk at være vidne til disse små skabninger, der vokse
Se næste indlæg >
Du kunne jo bare have valgt den ene fra!
Som mor til to sæt tvillinger føler jeg, at jeg bliver nød til at kommentere på den debat der, for tiden, køre angående retten til at fjerne det ene foster ved en tvillingegraviditet.
Jeg fortalte om debatten til min mand og han gyste langt ind i sjælen. Ligesom jeg tænkte han på hvordan vi skulle have bestemt os for, hvilken baby i maven vi skulle have valgt fra. Hvilke 2 af de 5 sovende børn, ville vi ikke have haft muligheden for at kende, fordi vi ikke følte vi magtede opgaven!?
Hvis vi giver kvinden muligheden for at vælge sit ene tvillingefoster fra, hvordan sikre vi os så at det bliver hende og ikke omverdenen der tager valget? Da jeg fortalte jeg ventede tvillinger, både første og anden gang, blev jeg mødt med svaret : ‘Godt det ikke er mig!’, mange gange. Vil en kvinde der egentlig gerne vil have begge børn, føle sig tvunget til, at fjerne det ene, hvis hun føler sig som en belastning for sit netværk? Hvis alle fortæller hende hvor hårdt det bliver, hvor meget hjælp hun kommer til at skulle bruge og hvor stor en byrde det kommer til at være for hendes familie, parhold og netværk. -Vil hun føle sig tvunget ud i fosterreduktion, tvunget ud i at skulle vælge sit ene barn fra?
Vil en usikker ung kvinde, som finder ud af at hun venter tvillinger, føle sig presset til at vælge sit ene barn fra, fordi hun ikke stoler på hun kan og får at vide, at det meget lettere med én baby end med to? Og hvis man vælger begge børn skal leve, vil man hele sit liv som tvillingemor, være i tvivl om det var det rigtige valg? -For gør man det nu godt nok? Skal en tvillingemor resten af sit liv tænke på om hun nu var god nok til to, når nu hun ‘bare’ kunne have valgt at få én?
Kvinden der vælger at være mor, går ind på ukendt land, det er et land hvor kontrollen bliver taget væk og livets værdier bliver revurderet. Istedet for at puste til usikkerheden der ligger i en kvinde der skal og vil være mor, ved at lade hende vælge sit ene barn fra, så støt denne kvinde til at finde glæden, styrken og modet til, at være mor til to.
Hele debatten får mig til at føle, at det at have tvillinger er en sygdom, som alle helst vil undgå. Men jeg siger: ‘I går glip af noget!’ Det er ikke en sygdom, det er en velsignet livsstil, ligeså meget som det er en livsstil at være forældre til en.
En kvinde skal kunne føle sig tryg og støttet til at blive en god mor, lige meget hvor mange børn hun har i livmoderen.
Hvad er din holdning?
Kærligst Cecilie
Min personlige holdning er at jeg ikke kunne vælge nogen fra. Jo måske i en situation hvor et barn i maven fejlede noget og dette risikerer at influere den/de andre børn allerede i fostersæk(kene).
Min generelle holdning, så kan jeg faktisk godt følge argumentet om ar der er hyklerisk ar vi tillader fri abort af alle fostre i maven, men ikke kun e enkelt af dem.
Jeg er dog helt med på faren i at det bliver er problem hvis man som individ føler dig presser til at foretage er valg (delvis abort) fordi man frygter negativ stigma fra samfundet og det nære netværk om ar man har givet dem en byrde.
Vi ser jo lidt af det samme ske med Downs.
Dog tror jeg ikke de to ting kan sammenlignes. Jeg kender mange opfatter tanken tvillinger som dobbelt lykke (dog ekstra hård), men et barn med udfordringer opfatter de samme mennesker bare som mere hårdt. Altså når vi diskuterer emnet teoretisk.