Her snakker jeg ikke om alvorlige og angstprovokerende ting som død og krig, men om alle de ting jeg
Se næste indlæg >
Om Blogging, Børn og Anonymitet
Efter at have læst Emma Katrines indlæg, om en læser der havde meldt hende til kommunen, overbevist om, at hun var en uansvarlig mor, har det virkelig sat tankerne i gang hos mig, om denne personlige blog.
Fashionmom-bloggen startede ikke så personligt ud, det var mest bare outfit-billeder (det kan der vist godt, komme lidt mere af igen 😉 ) og tanker om mode og trends. Men efterhånden er det blevet en ‘Mor-blog’, om livet med mange børn, tvillinger og hjemmemor. Det har jeg været rigtig godt tilfreds med også selvom mine holdninger ikke altid er populære. Jeg synes det er spændende, at høre hvad i læsere tænker og jeres svar og kommentarer, betyder rigtig meget for mig. Men jeg havde aldrig forstillet mig, at nogen kunne finde på, at gøre det som en af Emma Katrines læsere har gjort og det får mig til overveje, hele børn og sociale medier-aspektet igen.
Er det overhovedet sikkert, at fortælle om sine børn på nettet? Er det egentlig en god idé dele sine tanker og holdninger om livet med børn, med en masse mennesker man aldrig har mødt og som, jeg selv, sidder skjult bag skærmen? Problemet er bare, at jeg har vist mit ansigt, mine børns ansigt og både min mand og veninder er der billeder af. – De fleste læsere er jo anonyme.
Jeg tager det som en selvfølge, at alle ikke er enige i hvad jeg skriver, men jeg regner også med, at folk bare skriver til mig på bloggen, facebook eller i en mail (som i plejer) og ikke melder mig til kommunen eller andet overilet.
Jeg værdsætter mine læsere og kan bestemt ikke forstille mig, at nogen af jer kunne finde på, at ville os noget ondt. Jeg har dog ikke rigtig følt mig så inspireret siden jeg fik disse tanker og jeg bliver i tvivl om, det overhovedet er en god idé, at blogge. På den anden side, så tror jeg inspirationen og modet vil komme tilbage. For jeg har nok egentlig stadig noget på hjerte, men måske bliver det lidt mere påpasseligt.
Det er en rigtig ubehagelig sag, Emma Katrine er blevet kastet ud i, og jeg kan godt forstå, at det sætter tanker i gang hos alle bloggere, som har børnene med på bloggen. En indberetning har overordentligt alvorlige familiemæssige og personlige konsekvenser, også selvom det viser sig, at der absolut ikke er noget om snakken, som det forholder sig i Emma Katrines tilfælde. På den anden side er det jo også vigtigt, at omgivelserne reagerer, hvis og når der er mistanke om, at børn bliver udsat for omsorgssvigt. Og hvordan definerer man så det? De fleste vil nok være enige om de mest alvorlige tilfælde. Men er det omsorgssvigt, at mor lukker øjnene fem-ti minutter, mens baby leger ved siden af eller på gulvet? For nogen ja, for andre (mig selv inklusive) absolut nej, og det er nok de gråzoner, hvor vi ikke er enige, der er “sprængfarlige”. Det er efter min mening også der, man som læser er forpligtet til at tælle til ti og bruge sin sunde fornuft. Bare fordi man ikke er enig med bloggerens måde at være mor på og tilgang til børneopdragelse f. eks., betyder det vel ikke at vedkommende ikke er en ordentlig og ansvarlig mor? Jeg synes, vi er blevet et samfund, som i stigende grad råber vagt i gevær. Det er super godt i de tilfælde, hvor børnene lider reel nød, men IKKE i de tilfælde hvor man bare er uenig, eller de tilfælde hvor tingene i en given familie ikke lige foregår, som i de ideelle scenarier vi møder i ugebladene. Når alt det principielle er sagt, synes jeg, du fremstår som en yderst kompetent og kærlig mor, og jeg ville være ked af, hvis du føler, at du skal lægge bånd på dig selv og bloggen af hensyn til de eventuelle læsere, der af den ene eller den anden grund ikke er enge i den måde, I har valgt at gøre tingene på i jeres familie. Det er netop, fordi du er “for real”, at jeg godt kan lide at læse din blog 🙂