Må man opdrage på andres børn?

Hvor interessant! På bloggen Far til Fire piger, har det været lidt snak om opdragelse, efter han havde besøgt Gomorgen dk. Ikke bare om general opdragelse, men om hvordan man skal forholde sig til andres børn. (Se artikel HER)

Må man opdrage på andres børn?

Hvornår må man opdrage på andres børn?

Jeg har stået i dilemmaet masser af gange selv, både som forældre og som ‘den anden mor’. Det er aldrig et let valg. Med vores veninder og venner er det heldigvis blevet lettere, for vi har afstemt forventninger til hinanden. Vi må gerne ‘opdrage på hinandens børn’, hvis der er en konflikt. Så behøver hele forældre-selskabet ikke at komme i sving, når det nu bare er noget, én voksen kan håndtere. Nogle gange bliver vi voksne så mødt af, ‘du er ikke min mor, du bestemmer ikke over mig.’ Hvis mor er i nærheden, kan man jo bare henvise til hende, men hvis det er legeaftaler, så må man jo sige, at nu da du er her, så er du mit ansvar og så er det mig der bestemmer.

Jeg stoler jo på vores venner og veninder og på at de ville hjælpe mine børn til at håndtere en konflikt og ikke bare stryge dem med hårende. Det er så vigtigt for deres fællesskab og deres læring i forhold til at begå sig i skole og samfund.

Jeg regner jo ikke med at andre forældre, når jeg ikke er der, lade mine børn svinge benene op på bordet under maden eller kaste voldsomt om sig med legetøj eller løbe rundt uden sko og jakke udenfor en kold dag. Så regner jeg da med at de rækker mig en hjælpende hånd og beder dem om at stoppe eller få noget varmt tøj på.

Med hensyn til skrigende larmende børn i offentligheden, så må forældrenes selv klare det. Men hvis barnet går hen og skriger mig ind i hovedet, så fortæller jeg dem, at det vil jeg ikke have. Det er min grænse og den skal alle mennesker overholde også andres børn.

Jeg kan huske en gang mine egne drenge var kommet vildt op at slås på en legeplads uden vi have opdaget det. Vi så det først da en mand råbte ‘HOV, HOV-STOP med det der!’. Først blev jeg lidt fornærmet, sådan, ‘slap dog af, mand’, men min veninde sagde at det var da meget godt han gjorde opmærksom på det. Og jeg måtte give hende ret. Det var jo hverken rart for os eller manden, men han gjorde det rigtige og så måtte jeg bide skammen i mig og indrømme at jeg jo ikke havde set det, men de havde brug for voksenhjælp.

Jeg vil hellere tale åbent om det, end at man skal gå på æggeskaller om hinandens børn. Det er svært og man skal vænne sig til det, men det fedt når det lykkes og det føles mindre kujon-agtigt.

For mig handler det mest om, at skulle hjælpe et barn i en svær situation. Hvis man ser et barn der græder, så trøster man det (eller jeg gør) og prøver at finde dets forældre. Hvis et barn slår og er vild og voldsom, så føler jeg at det er cirka samme situation.

Hvad synes I?

Hvad må man hvad må man ikke? Jeg synes nogle gange vi blander os for lidt og at  vi forældre kan være pænt snobbede omkring vores egen børn 😉

Kærligts Cecilie